Ærligt talt, så ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig. Min datter er en smuk og aktiv pige. Men her på det sidst, er hun helt ved siden af sig selv. Hun græder. Hun bliver vred. Hun bliver overfølsom. Jeg fatter bare ikke, hvad der sker med hende.
Stressende
Ok, jeg er med på, at det ikke altid er nemt at være teenager. Jeg er med på, at det kan koste mange tårer at se sin bedste veninde gå videre sammen med alle vennerne uden at sige så meget som bare et enkelt ”Hej.”
Jeg ved dog også godt, at man kommer igennem teenageårene med skindet i behold. Det kan godt være, at der kommer nogle store rifter. Men helt sikkert er det, at man kommer ud af den alder med en hel del nye erfaringer og meget mere sikkerhed.
Nu er det bare sådan, at min datter er mit eneste barn. Og jeg kan bare ikke bære tanken om, at hun har det skidt. Jeg kan jo se, at hun har det skidt. Så måske skal jeg sende hende til en psykolog eller en anden behandler, der kan give hende modet tilbage?
Hun skal i stresscoaching
Jeg er overbevist om, at hun bare er stresset, fordi hun er ved at nærme sig sidste skoleår. Så måske er det noget stresscoaching, jeg skal have fat i til hende? Har læst meget godt om den coaching mod stress her: https://lifeconsulting.dk/stresscoaching
Jeg ringer op til min kammerat, som er psykolog. Jeg får en god snak med ham. Jeg føler mig bedre rustet nu til at kunne tale med en eventuel behandler.
Jeg beslutter, at jeg vil ringe op til den stress coach, som min ven gav mig telefonnummeret til ( ham her ). Det bliver i morgen – jeg skal bare finde en løsning, så min datter kan få det godt igen. Men det bliver i morgen. Jeg er for træt og bekymret lige nu.
