Udklædning – igen!

Det lykkedes mig at gøre det dybe suk, jeg udstødte her i eftermiddags helt lydløst, så pigerne ikke opdagede det. Pigerne er min egen datter Cecilie og hendes bedste veninde, Beate, der var på besøg hos os. De er begge seks år gamle og i den alder, hvor mange piger er vilde med at gå mannequin.

Det har de gjort utallige gange, når de har leget sammen hos os, og det er de selvfølgelig også meget velkomne til, men der er nu den hage ved det, at legen ikke er spor interessant for dem, hvis de ikke har et publikum at vise sig frem for.

Så jeg kunne imødese et kvarters pause fra arbejdet i køkkenet, som jeg var gået i gang med, men hvad gør man ikke for sådan et par søde pigers skyld?

De brugte noget tid på Cecilies værelse på at iføre sig de kostumer, de gerne ville vise frem. Da de var færdige, blev jeg beordret ind i sofaen, så jeg kunne agere publikum. Og lidt efter kom pigerne ind i stuen for at vise deres ”kreationer” frem.

De havde begge to et par af mine højhælede sko på, og i den anden ende havde de iklædte sig de rædselsfulde parykker, som de havde fået som en del af deres fastelavnskostumer i vinter. Ellers var de iklædt hver sit lagen, som de havde draperet rundt kroppen, så det lignede en form for toga. Det så mildt sagt rædselsfuldt ud, men vi fik os alle tre et billigt grin.

 

Disclaimer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *